fredag den 25. marts 2016

Lidt af hvert i kirken

Vi har slet ikke fået skrevet om kirkearbejdet siden før jul. Jeg ved ikke om det er undskyldning nok, at vi har haft travlt, men det er i hvert fald sandt. Filip har haft meget arbejde med prædikener og andre ting, og jeg har bl.a. arbejdet med krea-kurset, bibelstudie og som noget nyt – engelskværksted.

Der kom ikke så mange til krea-kurset i januar og februar, som vi havde håbet. Vi ved at børnene har fri i disse måneder, og troede at det kunne give kvinderen mere tid, men det har vist sig, at mange i stedet har været ude at rejse eller lavet andre ting i ferien. Heldigvis er der stadig nogle trofaste, og særligt to kvinder, har vi fået et nært forhold til. Den ene af disse kvinder har også været med til bibelstudie flere gange, og de har begge været til vores søndagssamlinger de sidste par gange. Det er skønt at se, hvordan den ene arbejdsgren i kirken kan knyttes sammen med flere af de andre ting vi laver. I løbet af den sidste måned er der også kommet lidt flere til krea-kurset, men det er stadig svingende. 




Engelskværksted startede vi med i februar, hvor vi holdt 4 gange, da vi tænkte at NU ville de unge have tid og lyst, da de havde ferie. Jeg stod for det sammen med Lærke og Milka, og det var spændende, men desværre med få deltagere, hvor flere af dem ikke bor fast i byen.


Vi valgte at køre videre med engelsk, og havde indtrykket af, at to af dem ville fortsætte med at komme. Det gik som vi tidligere har prøvet – at dem vi forventer vil komme, ikke dukker op, mens flere uventede kommer. Sådan er det vist ofte her i landet.  Til gengæld blev vi positivt overraskede over, at der har været en god flok de sidste par gange, og vi er spændte på at se, om de kommer til at komme trofast, og hvad det kan udvikle sig til.



Nu er vi i påsken og det er jo fantastisk! I går var det Skærtorsdag, og vi mødtes i kirken til prædiken og måltid sammen. Det er dejligt at mindes Jesu sidste måltid med sine disciple, ved også at spise sammen. Igen var de tidligere omtalte kvinder fra krea-kurset med, og vi er glade for, at de virker til at føle sig godt tilpas. De havde også deres familie med. Vi håber, at de fortsat vil have lyst til at komme, og være med i vores fællesskab. Bed gerne med for det.
Glædelig påske til jer alle. Husk på hvor stort det er, at Jesus døde for os alle, og vi må høre ham til! 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar