I fredags
holdt vi en familiefest i parken i Angamos. Det er det område, hvor vores
kirkelokale ligger, og vi holdt festen for at gøre opmærksom på, at vi
eksisterer. Hvordan gør man så lige det? Vi valgte at holde en fest med fokus
på familier, da vi gerne vil i kontakt med både voksne og børn. Et af de nye
tiltag i kirken er nemlig den børneklub, Filip og jeg starter på fredag.
I ugen op
til festen havde vi gået rundt i området, ringet på dørene og inviteret både
dem i hjemmene og på gaderne. Plakater på lygtepæle osv. hjalp også. Det er
stadig grænseoverskridende for mig at stemme dørklokker…. Jeg minder mig selv
på, at det er meget naturligt for dem, at man ringer på, lige meget om man er
vagtmanden, der skal have sin løn, en mand der gerne vil have job som havemand
eller en ung studerende, der tjener lidt ekstra ved at sælge tandpasta eller
skrivegrej. Samtidig startede vi hver ringe-på-tur, med bøn for området og
åbenhed hos dem vi ville møde, og jeg er ikke i tvivl om, at Gud var med os.
Mickey Mouse
var trækplasteret på selve dagen. Thomas havde hele kroppen godt pakket ind, og
kunne fint holde varmen bag de tykke fødder, hænder og det kæmpe ansigt. Det
var ret umuligt for ham at se, så guidet af Elisabeth gik han rundt i nabolaget
og vinkede og inviterede til familiefesten.
Vi har
opdaget at peruvianere er meget glade for lyd og larm alle steder man færdes… Derfor lejede vi et anlæg med højtalere og mikrofon. Det viste sig da også,
at der kom flere folk til, da anlægget endelig fungerede, så det var godt lagt
ud.
Festen
startede med en kort velkomst, og derefter fri leg med de forskellige ting vi
havde gjort klart. Filip havde stået for dette og havde lavet to sjove maskiner,
hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden og ramme plet. Hvis du ramte
løvens mund, fløj der et bolche tilbage til dig (alternativ flødebollemaskine), og hvis du fik ram på ballonen, der drejede rundt med helikopterens propel, så
fik du også et bolche. Derudover var der stylter til fri afbenyttelse, og dåser
der skulle skydes ned. Børnene her i
Peru har vist ikke så ofte mulighed for at lege med sådan nogle ting, og de var
med på det med det samme. De så virkelig ud til at nyde det.
Midtvejs i festen havde vi lidt fælles program med nogle konkurrencer, hvor børnene gladeligt meldte sig til at deltage. De dystede i lime-stafet, styltegang og kapløb med barn på skuldrene. Peruvianerne er dejligt legeglade, og det gik rigtig godt. Anne Dorthe styrede det perfekt med både lege, og hvad der ellers skulle siges i mikrofonen. Det var jeg meget taknemmelig over. Det er ikke fordi, at jeg er bange for at snakke spansk nu, men både spansk, en større gruppe og en mikrofon kan godt gøre mig lidt smånervøs. Jeg holdt mig til at snakke med nogle af de voksne, der var kommet, og jeg fik nogle gode snakke. Inden festen havde vi aftalt denne fordeling, og det var godt at vi med hvert vores fokus fik dækket mange ting ind.
Vi havde
fået besøg af Susi fra Chiclayo. Hun kom og hjalp os med at synge nogle sange
og fortalte lidt om at bygge sit liv på Gud, den faste klippegrund. Det gjorde
hun på en rigtig god måde, og det var skønt at hun tog den store opgave. Et
sådant besøg er også med til at opbygge vores forhold til kirken i Chiclayo.
Alle blev
tilbudt en forfriskning, et glas chicha morada. Her må jeg indskyde, at denne
drik var noget som Filip holdt sig langt fra det første lange stykke tid vi
boede her i landet. Nu køber han lilla majs, lime, ananas, sukker, kanel og
nelliker for at koge og lave denne drik… Jo vi rykker os også kulturelt;-) Samtidig
kunne de købe en billig lækker muffin med enten kakao eller lime-smag.
Igen var der
fri leg med maskiner osv. og vi kunne snakke lidt med folk og invitere dem til
de forskellige aktiviteter vi har i kirken. Det er for tiden mandebibelstudie,
engelskundervisning, børneklub og søndagssamling.
Da festen sluttede, fik børnene en lille slikpose med hjem med et bibelvers, samt en bold – sidstnævnte doneret af en anonym giver i vores omgangskreds.
Da festen sluttede, fik børnene en lille slikpose med hjem med et bibelvers, samt en bold – sidstnævnte doneret af en anonym giver i vores omgangskreds.
Da
forberedelserne gik i gang, lagde vi ud med lidt små forhindringer: En helt
unormal vind, der blæste alt muligt væk, en hjælper der næsten besvimede,
lydanlægget der tog lang tid om at virke, få mennesker i gaden Mickey kunne
invitere og én der fortalte os at det var et forkert tidspunkt for en
familiefest, fordi folk tog til andre fester om fredagen… Så jeg var ved at
blive lidt modløs, da det startede lidt rodet op og med få folk. Men med god
hjælp ovenfra så kom der faktisk flere familier, og vi fik en god fest. Mine
tanker kværner godt rundt efter sådan en oplevelse. Jeg håber virkelig, at
nogle, af de folk vi har snakket med, har fået noget med sig…. Måske en åbenhed
overfor os som kirke, måske nogle nye tanker om Gud eller deres egen tro, måske
lyst til at komme til nogle af vores aktiviteter eller måske noget helt andet… Jeg håber, at vi efterlod
dem et indtryk. Er indtryk der leder dem i retning af Gud på en eller anden
måde. Vær gerne med til at bede for dem vi har mødt, og også for at de må få lyst til at
komme til nogle af vores aktiviteter, så vi kan lære flere at kende. Især vores
børneklub på fredag står uden deltagere, og vi håber og beder til at nogle vil
komme.
(Christina)