tirsdag den 12. august 2014

Efterlod vi et indtryk?

I fredags holdt vi en familiefest i parken i Angamos. Det er det område, hvor vores kirkelokale ligger, og vi holdt festen for at gøre opmærksom på, at vi eksisterer. Hvordan gør man så lige det? Vi valgte at holde en fest med fokus på familier, da vi gerne vil i kontakt med både voksne og børn. Et af de nye tiltag i kirken er nemlig den børneklub, Filip og jeg starter på fredag.

I ugen op til festen havde vi gået rundt i området, ringet på dørene og inviteret både dem i hjemmene og på gaderne. Plakater på lygtepæle osv. hjalp også. Det er stadig grænseoverskridende for mig at stemme dørklokker…. Jeg minder mig selv på, at det er meget naturligt for dem, at man ringer på, lige meget om man er vagtmanden, der skal have sin løn, en mand der gerne vil have job som havemand eller en ung studerende, der tjener lidt ekstra ved at sælge tandpasta eller skrivegrej. Samtidig startede vi hver ringe-på-tur, med bøn for området og åbenhed hos dem vi ville møde, og jeg er ikke i tvivl om, at Gud var med os.

Mickey Mouse var trækplasteret på selve dagen. Thomas havde hele kroppen godt pakket ind, og kunne fint holde varmen bag de tykke fødder, hænder og det kæmpe ansigt. Det var ret umuligt for ham at se, så guidet af Elisabeth gik han rundt i nabolaget og vinkede og inviterede til familiefesten. 



Vi har opdaget at peruvianere er meget glade for lyd og larm alle steder man færdes… Derfor lejede vi et anlæg med højtalere og mikrofon. Det viste sig da også, at der kom flere folk til, da anlægget endelig fungerede, så det var godt lagt ud.
Festen startede med en kort velkomst, og derefter fri leg med de forskellige ting vi havde gjort klart. Filip havde stået for dette og havde lavet to sjove maskiner, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden og ramme plet. Hvis du ramte løvens mund, fløj der et bolche tilbage til dig (alternativ flødebollemaskine), og hvis du fik ram på ballonen, der drejede rundt med helikopterens propel, så fik du også et bolche. Derudover var der stylter til fri afbenyttelse, og dåser der skulle skydes ned.  Børnene her i Peru har vist ikke så ofte mulighed for at lege med sådan nogle ting, og de var med på det med det samme. De så virkelig ud til at nyde det. 





Midtvejs i festen havde vi lidt fælles program med nogle konkurrencer, hvor børnene gladeligt meldte sig til at deltage. De dystede i lime-stafet, styltegang og  kapløb med barn på skuldrene. Peruvianerne er dejligt legeglade, og det gik rigtig godt. Anne Dorthe styrede det perfekt med både lege, og hvad der ellers skulle siges i mikrofonen. Det var jeg meget taknemmelig over. Det er ikke fordi, at jeg er bange for at snakke spansk nu, men både spansk, en større gruppe og en mikrofon kan godt gøre mig lidt smånervøs. Jeg holdt mig til at snakke med nogle af de voksne, der var kommet, og jeg fik nogle gode snakke. Inden festen havde vi aftalt denne fordeling, og det var godt at vi med hvert vores fokus fik dækket mange ting ind.




Vi havde fået besøg af Susi fra Chiclayo. Hun kom og hjalp os med at synge nogle sange og fortalte lidt om at bygge sit liv på Gud, den faste klippegrund. Det gjorde hun på en rigtig god måde, og det var skønt at hun tog den store opgave. Et sådant besøg er også med til at opbygge vores forhold til kirken i Chiclayo.

  




Alle blev tilbudt en forfriskning, et glas chicha morada. Her må jeg indskyde, at denne drik var noget som Filip holdt sig langt fra det første lange stykke tid vi boede her i landet. Nu køber han lilla majs, lime, ananas, sukker, kanel og nelliker for at koge og lave denne drik… Jo vi rykker os også kulturelt;-) Samtidig kunne de købe en billig lækker muffin med enten kakao eller lime-smag.



Igen var der fri leg med maskiner osv. og vi kunne snakke lidt med folk og invitere dem til de forskellige aktiviteter vi har i kirken. Det er for tiden mandebibelstudie, engelskundervisning, børneklub og søndagssamling.
Da festen sluttede, fik børnene en lille slikpose med hjem med et bibelvers, samt en bold – sidstnævnte doneret af en anonym giver i vores omgangskreds.

Da forberedelserne gik i gang, lagde vi ud med lidt små forhindringer: En helt unormal vind, der blæste alt muligt væk, en hjælper der næsten besvimede, lydanlægget der tog lang tid om at virke, få mennesker i gaden Mickey kunne invitere og én der fortalte os at det var et forkert tidspunkt for en familiefest, fordi folk tog til andre fester om fredagen… Så jeg var ved at blive lidt modløs, da det startede lidt rodet op og med få folk. Men med god hjælp ovenfra så kom der faktisk flere familier, og vi fik en god fest. Mine tanker kværner godt rundt efter sådan en oplevelse. Jeg håber virkelig, at nogle, af de folk vi har snakket med, har fået noget med sig…. Måske en åbenhed overfor os som kirke, måske nogle nye tanker om Gud eller deres egen tro, måske lyst til at komme til nogle af vores aktiviteter eller måske noget helt andet… Jeg håber, at vi efterlod dem et indtryk. Er indtryk der leder dem i retning af Gud på en eller anden måde. Vær gerne med til at bede for dem vi har mødt, og også for at de må få lyst til at komme til nogle af vores aktiviteter, så vi kan lære flere at kende. Især vores børneklub på fredag står uden deltagere, og vi håber og beder til at nogle vil komme.


(Christina)  




Nye volontører og nye skoleplaner

Midt i Juli stoppede Sigrid og Rebekka som vores volontører, og d. 22 Juli sagde vi endeligt farvel til dem. Endnu engang måtte vi sige farvel til nogle, vi havde været glade for, og det er jo aldrig sjovt. Nu har vi været igennem det nogle gange, og det er en hård del af missionærlivet. Elisabeth har fundet på, at vi skal holde en volontørfest, hvor vi samler dem alle, når vi kommer til DK næste sommer, så vi kan hygge med dem alle igen. God plan, der kan gøre afskeden knap så slem, og med mere fokus på at vi ses igen.

Sidste mandag mødte vi vores nye volontører Ruben og Ruth Elise for første gang.  Det var et virkelig hyggeligt besøg, og de efterfølgende besøg i den sidste uges tid har bekræftet os i den første fornemmelse – De er nogle rigtig dejlige mennesker, som vi er meget glade for er kommet herned til os! Hvor er det skønt, at de vil være hos os, helt indtil vi skal på hjemmeophold næste sommer. Det bliver et godt år!


De første fire uger her i Peru skal Ruben og Ruth Elise koncentrere sig om at lære spansk og lære os og byen lidt at kende. De bor de første tre uger hos en peruviansk familie, for at få maksimal spansktræning, og herefter skal de flytte i den nye volontørlejlighed, vi har fundet i Angamos. Den ligger meget tæt på kirken og også forholdsvis tæt på os. Heldigt med vasketøjet og hvis der er andet, de kan finde på at bruge os til.
Selvom Ruben og Ruth Elise på ingen måde er forpligtet til at arbejde, så greb de frivilligt fat, da vi i fredags holdt familiefest i parken. Det var en stor hjælp for os, at de deltog og legede med, og det var flot klaret efter cirka en uge i landet.





I september måned skal Ruben og Ruth Elise i gang med deres volontøropgave. Den bliver noget anderledes end for de tidligere volontører. Vi har valgt at tage børnene ud af den peruvianske skole, så i stedet for at gå der, skal børnene nu have deres egen danske skole med Ruben og Ruth Elise. Grunden er, at der har været mange svære ting for børnene i løbet af det års tid, de nu har gået på den peruvianske skole. Vi har prøvet at klare udfordringerne, så godt vi kunne, men vi har nu indset, at mange af de svære ting skyldes grundlæggende ting i det peruvianske skolesystem, som vi ikke kan ændre, selvom vi gerne ville.
Nu kommer de fire danske børn til at have deres egen lille skole, hvor de ikke kommer til at se så mange børn, men til gengæld får de en bedre undervisning. Det sociale vil vi prøve at gøre noget ved med fritidsaktiviteter, hvor de kan møde peruvianske børn.

Det bliver en spændende udfordring at få skabt et skema for både børnene og Ruben og Ruth Elise, der giver dem alle en god hverdag. Som lærer er det noget, der fylder meget i mine tanker, og jeg glæder mig til, at vi i de næste uger får mere styr på, hvordan det hele kommer til at være. Her ligger der også en del arbejde for mig, og selvom det kun er fire børn, så er de på ret forskellige niveauer, og det er også en udfordring.

Børnenes hverdag bliver meget anderledes fremover end den har været det sidste års tid. Vær gerne med i forbøn - at vi må have valgt det rigtige, og at vi må få sat det hele godt sammen for alle parter. Herunder at de også må holde fast i nogle af de kammerater de har fået i skolen, og samtidig også møde nye venner til nogle fritidsaktiviteter. 

 (Christina)