Efterlod vi et indtryk?

I fredags holdt vi en familiefest i parken i Angamos. Det er det område, hvor vores kirkelokale ligger, og vi holdt festen for at gøre opmærksom på, at vi eksisterer. Hvordan gør man så lige det? Vi valgte at holde en fest med fokus på familier, da vi gerne vil i kontakt med både voksne og børn. Et af de nye tiltag i kirken er nemlig den børneklub, Filip og jeg starter på fredag.

I ugen op til festen havde vi gået rundt i området, ringet på dørene og inviteret både dem i hjemmene og på gaderne. Plakater på lygtepæle osv. hjalp også. Det er stadig grænseoverskridende for mig at stemme dørklokker…. Jeg minder mig selv på, at det er meget naturligt for dem, at man ringer på, lige meget om man er vagtmanden, der skal have sin løn, en mand der gerne vil have job som havemand eller en ung studerende, der tjener lidt ekstra ved at sælge tandpasta eller skrivegrej. Samtidig startede vi hver ringe-på-tur, med bøn for området og åbenhed hos dem vi ville møde, og jeg er ikke i tvivl om, at Gud var med os.

Mickey Mouse var trækplasteret på selve dagen. Thomas havde hele kroppen godt pakket ind, og kunne fint holde varmen bag de tykke fødder, hænder og det kæmpe ansigt. Det var ret umuligt for ham at se, så guidet af Elisabeth gik han rundt i nabolaget og vinkede og inviterede til familiefesten. 

Vi har opdaget at peruvianere er meget glade for lyd og larm alle steder man færdes… Derfor lejede vi et anlæg med højtalere og mikrofon. Det viste sig da også, at der kom flere folk til, da anlægget endelig fungerede, så det var godt lagt ud.

Festen startede med en kort velkomst, og derefter fri leg med de forskellige ting vi havde gjort klart. Filip havde stået for dette og havde lavet to sjove maskiner, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden og ramme plet. Hvis du ramte løvens mund, fløj der et bolche tilbage til dig (alternativ flødebollemaskine), og hvis du fik ram på ballonen, der drejede rundt med helikopterens propel, så fik du også et bolche. Derudover var der stylter til fri afbenyttelse, og dåser der skulle skydes ned.  Børnene her i Peru har vist ikke så ofte mulighed for at lege med sådan nogle ting, og de var med på det med det samme. De så virkelig ud til at nyde det. 

Midtvejs i festen havde vi lidt fælles program med nogle konkurrencer, hvor børnene gladeligt meldte sig til at deltage. De dystede i lime-stafet, styltegang og  kapløb med barn på skuldrene. Peruvianerne er dejligt legeglade, og det gik rigtig godt. Anne Dorthe styrede det perfekt med både lege, og hvad der ellers skulle siges i mikrofonen. Det var jeg meget taknemmelig over. Det er ikke fordi, at jeg er bange for at snakke spansk nu, men både spansk, en større gruppe og en mikrofon kan godt gøre mig lidt smånervøs. Jeg holdt mig til at snakke med nogle af de voksne, der var kommet, og jeg fik nogle gode snakke. Inden festen havde vi aftalt denne fordeling, og det var godt at vi med hvert vores fokus fik dækket mange ting ind.

Vi havde fået besøg af Susi fra Chiclayo. Hun kom og hjalp os med at synge nogle sange og fortalte lidt om at bygge sit liv på Gud, den faste klippegrund. Det gjorde hun på en rigtig god måde, og det var skønt at hun tog den store opgave. Et sådant besøg er også med til at opbygge vores forhold til kirken i Chiclayo.

  

Alle blev tilbudt en forfriskning, et glas chicha morada. Her må jeg indskyde, at denne drik var noget som Filip holdt sig langt fra det første lange stykke tid vi boede her i landet. Nu køber han lilla majs, lime, ananas, sukker, kanel og nelliker for at koge og lave denne drik… Jo vi rykker os også kulturelt;-) Samtidig kunne de købe en billig lækker muffin med enten kakao eller lime-smag.

Igen var der fri leg med maskiner osv. og vi kunne snakke lidt med folk og invitere dem til de forskellige aktiviteter vi har i kirken. Det er for tiden mandebibelstudie, engelskundervisning, børneklub og søndagssamling.
Da festen sluttede, fik børnene en lille slikpose med hjem med et bibelvers, samt en bold – sidstnævnte doneret af en anonym giver i vores omgangskreds.

Da forberedelserne gik i gang, lagde vi ud med lidt små forhindringer: En helt unormal vind, der blæste alt muligt væk, en hjælper der næsten besvimede, lydanlægget der tog lang tid om at virke, få mennesker i gaden Mickey kunne invitere og én der fortalte os at det var et forkert tidspunkt for en familiefest, fordi folk tog til andre fester om fredagen… Så jeg var ved at blive lidt modløs, da det startede lidt rodet op og med få folk. Men med god hjælp ovenfra så kom der faktisk flere familier, og vi fik en god fest. Mine tanker kværner godt rundt efter sådan en oplevelse. Jeg håber virkelig, at nogle, af de folk vi har snakket med, har fået noget med sig…. Måske en åbenhed overfor os som kirke, måske nogle nye tanker om Gud eller deres egen tro, måske lyst til at komme til nogle af vores aktiviteter eller måske noget helt andet… Jeg håber, at vi efterlod dem et indtryk. Er indtryk der leder dem i retning af Gud på en eller anden måde. Vær gerne med til at bede for dem vi har mødt, og også for at de må få lyst til at komme til nogle af vores aktiviteter, så vi kan lære flere at kende. Især vores børneklub på fredag står uden deltagere, og vi håber og beder til at nogle vil komme.

(Christina)  

Nye volontører og nye skoleplaner

Midt i Juli stoppede Sigrid og Rebekka som vores volontører, og d. 22 Juli sagde vi endeligt farvel til dem. Endnu engang måtte vi sige farvel til nogle, vi havde været glade for, og det er jo aldrig sjovt. Nu har vi været igennem det nogle gange, og det er en hård del af missionærlivet. Elisabeth har fundet på, at vi skal holde en volontørfest, hvor vi samler dem alle, når vi kommer til DK næste sommer, så vi kan hygge med dem alle igen. God plan, der kan gøre afskeden knap så slem, og med mere fokus på at vi ses igen.

Sidste mandag mødte vi vores nye volontører Ruben og Ruth Elise for første gang.  Det var et virkelig hyggeligt besøg, og de efterfølgende besøg i den sidste uges tid har bekræftet os i den første fornemmelse – De er nogle rigtig dejlige mennesker, som vi er meget glade for er kommet herned til os! Hvor er det skønt, at de vil være hos os, helt indtil vi skal på hjemmeophold næste sommer. Det bliver et godt år!

De første fire uger her i Peru skal Ruben og Ruth Elise koncentrere sig om at lære spansk og lære os og byen lidt at kende. De bor de første tre uger hos en peruviansk familie, for at få maksimal spansktræning, og herefter skal de flytte i den nye volontørlejlighed, vi har fundet i Angamos. Den ligger meget tæt på kirken og også forholdsvis tæt på os. Heldigt med vasketøjet og hvis der er andet, de kan finde på at bruge os til.

Selvom Ruben og Ruth Elise på ingen måde er forpligtet til at arbejde, så greb de frivilligt fat, da vi i fredags holdt familiefest i parken. Det var en stor hjælp for os, at de deltog og legede med, og det var flot klaret efter cirka en uge i landet.

I september måned skal Ruben og Ruth Elise i gang med deres volontøropgave. Den bliver noget anderledes end for de tidligere volontører. Vi har valgt at tage børnene ud af den peruvianske skole, så i stedet for at gå der, skal børnene nu have deres egen danske skole med Ruben og Ruth Elise. Grunden er, at der har været mange svære ting for børnene i løbet af det års tid, de nu har gået på den peruvianske skole. Vi har prøvet at klare udfordringerne, så godt vi kunne, men vi har nu indset, at mange af de svære ting skyldes grundlæggende ting i det peruvianske skolesystem, som vi ikke kan ændre, selvom vi gerne ville.

Nu kommer de fire danske børn til at have deres egen lille skole, hvor de ikke kommer til at se så mange børn, men til gengæld får de en bedre undervisning. Det sociale vil vi prøve at gøre noget ved med fritidsaktiviteter, hvor de kan møde peruvianske børn.

Det bliver en spændende udfordring at få skabt et skema for både børnene og Ruben og Ruth Elise, der giver dem alle en god hverdag. Som lærer er det noget, der fylder meget i mine tanker, og jeg glæder mig til, at vi i de næste uger får mere styr på, hvordan det hele kommer til at være. Her ligger der også en del arbejde for mig, og selvom det kun er fire børn, så er de på ret forskellige niveauer, og det er også en udfordring.

Børnenes hverdag bliver meget anderledes fremover end den har været det sidste års tid. Vær gerne med i forbøn - at vi må have valgt det rigtige, og at vi må få sat det hele godt sammen for alle parter. Herunder at de også må holde fast i nogle af de kammerater de har fået i skolen, og samtidig også møde nye venner til nogle fritidsaktiviteter. 

 (Christina)

Igang et nyt sted

Så er vi igang i det nye lokale, vi har lejet! Det er overetagen af denne ejendom, og restauranten nedenunder byder på det populære ceviche, som vi her i familien har delte meninger om... Fisk der kun er tilberedt ved at ligge i noget limon og chilli. Filip er helt med på den, og vi andre mere tøvende. Men hvis det endelig SKAL være, så laver de faktisk en rigtig god udgave der nedenunder i "Frutos del Mar" (havets frugter).

I sidste uge havde vi en del at se til med at gøre stedet klar til brug. En dør der skulle males, en anden der skulle sættes i, lidt af hvert der skulle ordnes på badeværelserne og alverdens småting, der skulle købes, for at man kan ordne de vigtigste ting som at få vasket hænder, smide skrald ud og vaske lidt op. I kan nok regne ud, hvem af os der stod for hvad, og Filip havde klart mest at se til.

Fredag aften kom der en flok gæster fra en af kirkerne i Chiclayo - fra Las Brisas. 10 dejlige damer og en enkelt mand. De kom på plads og klarede sig med en stak madrasser. Om lørdagen kom de her til frokost, der bestod af frikadeller og kartoffelsalat... Og ikke at forglemme RIS. Der skal helst være ris til maden, så hvorfor ikke til frikadeller og kartoffelsalat, hvis det gør, at de føler at måltidet er mere rigtigt;-) En stor tak går her til vores kollega Thomas, der lavede al den lækre mad, og også til om aftenen. 

Naturligvis måtte sådan en flok damer se Catacaos, der er kendt for flot kunst, særligt keramik, læder og smykker. Det gik eftermiddagen med, og om aftenen var vi i det nye lokale, hvor vi hyggede med sandwich, pastasalat og ikke mindst andagt og sang. 

Søndag fik vi endnu et besøg, og det var Harold og hans kone, der kom fra Chiclayo. Han er formand for de fire kirker dernede, og han kom for at holde den første prædiken det nye sted. Det blev en festlig søndagssamling med alle de dejlige gæster fra Chiclayo og 4 familier her fra Piura. Fernando er en af de mænd Filip er meget sammen med, og de to havde lørdag aften og søndag morgen/formiddag knoklet løs for at lave Arroz Chaufa til hele flokken... Det blev lækkert! Min opgave var at være sammen med børnene under prædiken, og jeg fortalte dem om, hvordan Jesus er vintræet og vi er grenene. Det endte ud med et træ med billeder af hvert af børnene på grenene. Og ja, jeg er godt klar over, at det ikke er et VINtræ, men ideen med at vi er grenene, og Jesus er stammen - som vi ikke er adskilt fra, men en del af - den kommer da frem. 

Idag fejrer I Kristi himmelfart i DK og mange andre lande. Det er netop også det, vi ønsker at bruge dette nye sted til - at FEJRE Jesus død, opstandelse og himmelfart. At han døde for os og alle de dejlige peruvianere omkring os. Om søndagen fejrer vi dette, og vi vil også gerne gøre det flere gange i løbet af ugen. Tirsdag har Thomas og Anne Dorthe engelskkursus med et lille bibelsk indslag, og vi har mange andre ideer, som vi håber snart at føre ud i livet. Det bliver spændende! 

(Christina)

Bibelens troværdighed

Er bibelen sand, kan det bevises at Gud har skabt jorden og er Jesus opstået fra de døde? De 2 link nedenunder er gode bud på, at bibelen virkelig kan bevises og ikke bare indeholder en masse opdigtede historier.

Begge videoklip er desværre på engelsk og temmelig lange, men jeg synes virkelig, at jeg har fået noget ud af se dem begge 2.

Det første klip er en debat fra Randers og en overskrift kunne måske være:
"Big Bang vs Bibelen" 

eller
"Har du tro nok til at være ateist?"

http://www.youtube.com/attribution_link?a=pzTv78cFKp4&u=%2Fwatch%3Fv%3DspnTH9nk0wI%26feature%3Dshare

Det andet videoklip er med min gode ven fra USA, Ted Wright, som vil bevise at historier fra gamle testamente er sande. (Noas Ark, udvandringen fra Egypten, Jerikos fald, m.m.) 

https://www.youtube.com/watch?v=5biJmkW_br4

Felipe

Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre………

Som mange af jer måske ved, så er jeg ikke den store skriver. Men jeg bliver nødt til at dele denne begivenhed med jer, som skete en fredag efter et bibelstudie. Vi har en mandebibelgruppe som mødes hver tirsdag og fredag formiddag i en af deltagernes hus. Typisk er vi 2-5 mænd foruden min kollega Henrik og jeg. Normalt er det Henrik som leder denne gruppe, da han har boet i Peru i over 20 år, har stor erfaring i undervisning i denne type grupper og selvfølgelig er væsentlig bedre til spansk end jeg er. Men denne fredag var jeg alene med 2 af de andre mænd. Vi gennemgik skabelsesberetningen og jeg synes egentlig, for at være helt ærlig, at det var rigtig svært. Spansk er stadigvæk svært, og forstå og svare på spørgsmålene der kom undervejs kørte ikke helt for mig!

Umiddelbart efter vores bibelstudie ringede det på døren. Udenfor stod der en ung fyr i shorts og T-shirt. Han spurgte om han kunne få noget at spise, fordi han var blevet overfaldet af nogle andre unge mænd som havde bundet ham, taget ham med i en bil og derefter stjålet hans pas, penge, sko og andet tøj, og han var fra Columbia. Nu må jeg lige indskyde at vi næsten hver dag har folk ved vores dør som spørger efter penge til medicin, tøj eller mad. Der sidder folk på rigtig mange gadehjørner og tigger penge eller forsøger at sælge dig et tyggegummi til overpris for at forsørge sin familie. Og ja, så kommer der hver dag folk og roder i vores skrald efter madrester! Dette dilemma gør mig en lille smule immun, og vi har da også fået at vide, at vi aldrig må give noget ved dørene, fordi at folk ikke er ærlige og derfor udnytter os. Men her med denne unge fyr, startede dagens vigtige lektion altså for mig. Husets ejer, min gode ven Pichin, spurgte lidt ind til hvad der var sket og derefter fik manden noget at spise. Imens han spiste sin mad spurgte Pichin ham så igen, om han ikke havde noget tøj, hvortil manden svarede, at han havde ingenting! Så sagde Pichin, at han kunne feje og vaske fliserne i hans garage, imens Pichin lige fandt lidt tøj til ham. Jeg blev sendt på et ærinde for Pichin, og da jeg kom tilbage en halv time senere, var manden på vej ud af døren. Han skulle til Lima for at finde sin kone og datter. Han havde fået strømper, sko, bukser, T-shirt, skjorte, slips, kasket, en helt ny skuldertaske og 20 soles (ca. 40 kroner)  til noget af rejsen. De 20 soles sagde Pichin i øvrigt til manden, var en gave fra mig. Manden takkede meget og gik, men Pichin kaldte ham tilbage og sagde at skulle da også lige have nogle solbriller, hvorefter han tog sine nye solbriller af og gav dem til manden. Manden sagde ”Må Gud velsigne jer” og gik så. Jeg stod tilbage med en underkæbe der lå på min fod og spurgte så Pichin, hvorfor han havde givet ham så meget, hvortil han svarede: ”Står der ikke i bibelen at vi skal dele med andre? Og i  øvrigt hørte du så ikke at han sagde, ”Må Gud velsigne jer””. Jo det havde jeg godt hørt, og jeg synes egentlig heller ikke at jeg er så dårlig til at dele med andre, MEN sammenlignet med der her, så er jeg godt nok nærig!

Denne oplevelse fik mig til at tænke på Matthæusevangeliet kapitel 25 vers 31-46 som har overskriften ”Verdensdommen”.  Her siger Jesus følgende til dem som synes de har levet et OK liv.

v 41 Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremme eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mine mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

Vi er frelst af nåde, Jesus har gjort alting for os og vi kan ikke gøre noget som helst selv for at blive frelst, gaven er Guds alene. Vi kan kun sige Gud tak for denne kæmpe store gave og bede Gud om forladelse i Jesu navn, fordi vi overhovedet ikke kan finde ud af at leve efter hans regler. Men når det så er sagt, så har vi stadigvæk en forpligtelse til at hjælpe vores medmennesker og vi skal stræbe efter at gøre godt. Denne meget konkrete oplevelse gjorde mig rigtig glad på én måde, men samtidig blev jeg også afsløret i min egoistiske tankegang.

Felipe

Sigrid, Rebekka og skolestart

Nu er det ca. 2,5 måned siden, at vi skrev sidst, og det er bare for længe... Der er sket rigtig meget i de måneder, og en af de store ting har fået sit eget indlæg - EBDV.
Det største der er sket er nu nok, at vi har budt Sigrid og Rebekka velkomne som volontører. De kom i starten af Januar og tog hurtigt fat på at passe børnene, der havde sommerferie fra skolen. Det var en uundværlig hjælp for os, så vi kunne komme i gang med at arbejde lidt mere koncentreret. Vi er meget taknemmelige over, at de er her, og hjælper med det, der er brug for i forhold til vores børn!

Sigrid og Rebekka er her sammen med Mirjam til et bryllup i Chiclayo. 

I Januar og Februar har Sigrid og Rebekka passet børnene, der havde sommerferie. De har blandt andet været ude at svømme, leget skovtur, foldet papirting, spillet Wii, haft Ninus med i parken og meget andet. Det kan faktisk godt være en udfordring at få dagen til at gå på en hyggelig måde, og det klarede de fint.

Det er nu 3. dag at børnene er i skole igen efter deres ferie, og det hele er stadig lidt nyt og spændende. Elisabeth går i 3. klasse og Daniel i 1.kl. For Daniel betyder det længere skoledage, og mere læsning og skrivning hen ad vejen... For dem begge handler det om nye lærer, nye fag, mange bøger, og det hele på spansk igen. Deres spanske er blevet markant bedre her i ferien, og det kan vi nok takke vores dejlige hushjælp Ceci for. Hun er her 3 gange om ugen, og der får de snakket en del med hende. Derudover hjalp turene til Chiclayo og EBDV også. Stadigvæk er det en stor udfordring at følge med i, hvad læreren fortæller, og ikke mindst skriver på tavlen - det skal jo skrives af i hæftet (Elisabeth). Hver dag har de et afbræk i skoledagen, hvor Sigrid eller Rebekka tager dem ud og underviser dem i dansk. Det er guld værd! 

Der er sket mange andre ting siden jul, og her får i nogle glimt af det: 

Elisabeth er ret vild med den pakkeleg Frovins har med til nytårsaften...

En af de mange ture i parken med Ninus. 

En uge i sommerferien havde børnene vikingetema med Sigrid og Rebekka. Her er vi alle til vikingefest. 

Denne lækre fyr på 26 cm har besøgt os et par gange, og denne gang var han kravlet mellem dugen og voksdugen...

Til bryllup i Chiclayo hos nogle vi ikke kendte. De var i familie med en i kirken i Chiclayo. Spændende at se, hvordan sådan en fest foregår her i landet. 

Til gudstjeneste i Las Brisas i Chiclayo, hvor Steffen prædiker.

En glad lille superhelt. 

En af gangene til dessertkursus - glade, dejlige kvinder! 

Fernando læser højt til vores søndagssamling. Fernando er bare skøn. 

Filip hygger med en flok unge fyre i San Antonio.

På stranden Pimentel tæt på Chiclayo. 

Elisabeth er med til dessertkursus den dag, der skal laves fine kager.

Ceci gav mig blomster på min fødselsdag... og insisterede på at holde flaget her på billedet. 

Besøg af Nicolaj Wibe - mange arbejdssnakke men også tid til en is med hele familien. 

(Christina)

EBDV

“EBDV, EBDV, escuela, biblica de vacaciones”….. er en sang, der jævnligt høres fra Daniel og Elisabeth. Den lærte de til EBDV i Chiclayo i februar. Groft oversat betyder det sommersøndagsskole, og det er noget, der har været i alle fire kirker i Chiclayo. Det kørte på forskellige tidspunkter i kirkerne, og på vores to besøg i februar fik vi besøgt tre af kirkerne, og jeg underviste to af stederne. Det var en stor oplevelse, og derfor skal I se en del billeder, og høre lidt!

Den her højtaler var en af måderne de fik inviteret byens børn i San Antonio.
Der var et fælles oplæg i de tre kirker, og det kørte en uge, hvor børnene kom ca. 2-3 timer hver dag, og var med til sang, bibelske lege, dans, kort bibeltime opdelt efter alder, og en forfriskning til sidst. Der kom ofte flere og flere i løbet af ugen, og til sidst kunne antallet af børn være mellem 50 og 100…

En af de friske unge fyre stod i kirken og råbte en masse hurtigt og højt, og lyden kom gennem denne tragt ud til byens mange børn. San Antonio er en landsby udenfor Chiclayo, og der sker ikke meget for børnene, så de strømmede til. Og de var simpelthen så søde, dejlige og åbne de børn! De hyggede sig, nød at være sammen med andre, og deltog interesserede i programmet. Dog er børn jo bare børn, og der kunne nogle gange hos de mindste børn sprede sig en epidemi af nu-skal-jeg-på-toilet-igen-tanken.

Her i San Antonio fascinerede det mig meget at de unge i kirken deltog med stor iver. De er simpelthen fulde af liv, glæde, humor og villighed til at dele evangeliet videre ud til byens børn.  Vi var med første gang en mandag, og der fik jeg også materialet, jeg skulle bruge til undervisningen dagen efter. Jeg forberedte mig næste formiddag, og håbede stærkt på hjælp fra nogle af de unge til et lille skuespil jeg skulle lave.. Og det var de heldigvis med på.

Det var første gang, at jeg sådan skulle undervise en stor gruppe dejlige peruvianske børn, som jeg ikke kendte, og det var lidt spændende. Jeg havde heller ikke tid til at øve det med hverken hushjælp eller spansklærer, så jeg måtte hoppe lidt ud i det… Og jeg overlevede, og jeg tror de forstod meget af det jeg sagde, trods mine millionvis af fejl. Skøn fornemmelse. Samtidig var Elisabeth med i den anden gruppe, der var for store børn. Vores volontører Sigrid og Rebekka var også med, og det var rart, at de var der for børnene, når jeg skulle være på til undervisning. Heldigvis følte de sig mere og mere godt tilpas, og til sidst var det så hyggeligt for dem, at de ikke ville hjem igen..

 Vi var også med i to andre kirker, Las Lomas og Cerropon. Her i Las Lomas er Hans i gang med en leg, hvor en gruppe drenge dystrer mod en gruppe piger, og det går de meget op i… Kæmpeterningen er et hit…

 De sidste billeder er fra Cerropon, hvor vi var med en enkelt dag. En af de unge, Sussi,  som I ser her med en flok dejlige tøser, styrrede sang og dans flot både i Las Lomas og Cerropon.

 Daniel er her med til undervisningen hos de små. Siddekammeraten ser meget intenst på Daniel og så spørger han mig, meget forundret: "Er hans hår farvet?" Efter mit nej, fortsætter han: "Er han født sådan?? Nogle gange kunne Daniel nok ønske at hans hår faktisk var farvet, men denne dreng pillede ham i det mindste ikke i håret som mange af damerne ofte gør;-)  

 Vi har nu været hjemme igen i et par uger, men disse mange oplevelser står stadig højt i tankerne. Det er skønt at mærke den glæde og iver der er hos mange af kirkens medlemmer i Chiclayo, og få lov til at være med i det arbejde! 

(Christina)