søndag den 12. maj 2013

Fejring af mors dag i Gabriel Arcangel

Idag var vi til fejring af mors dag i Daniels børnehave Gabriel Arcangel. Det var en stor oplevelse, hvor vi fik set, hvordan man fejrer en af de dage, man går meget op i her i landet. Det største ved dagen var dog at se, hvordan Daniel har udviklet sig både sprogligt og personligt. Det rørte os meget. Her får I en lille beskrivelse af dagen med en del billeder, for de mange dragter og pynt er svært at beskrive.

Vi sad alle ude i børnehavens lille gård, hvor der var pyntet op (ca. 50 mennesker ialt). Børnene var inde i børnehaven og kom ud efterhånden, som de var på med en aktivitet. Her ses det fine hjerte på lagenet i baggrunden - vi blev alle ønsket en glædelig mors dag.


Som det første indslag, holdt præsten Pedro en andagt. Han er leder af sprogskolen og også præst i den kirke, hvor vi er begyndt at komme om søndagen. Børnehaven er kristen, så det var en naturlig del af programmet. 


Her er et indslag ved dem fra den mindste gruppe. Flotte dragter og en meget stille, nervøs dans. 


Her er de igang igen....

Alle børnene kom på "scenen" alene og skulle bukke, sige et digt og give deres mor en gave. Jeg var noget spændt på, hvad Daniel ville gøre... Måske fjolle eller gå helt i stå og ikke sige et ord? Men nej... Han bukkede, sagde pænt et digt på spansk, og gav mig en gave. Vi var noget lamslåede over alle de spanske ord, der kom ud af ham i dette øjeblik... Selvom Tia Lula (Tante Lula) hjalp til med, hvad der skulle siges, var det meget flot. 


Her giver han mig stolt en gave.


Daniel hører til den ældste gruppe, og her er det deres tur til at give et dansenummer (Daniel er yderst til venstre).


 Undervejs i nummeret danser han med en sød pige, og gør pænt det Tia Lula viser dem.


Efter de mange indslag var der tid til lidt mad, en slikkepind, snak og hygge. Her så vi Daniel lege fange/slås-leg med både drenge og piger. Jeg har vist aldrig nydt så meget at se ham lege. Han var virkelig glad og hyggede sig. 


På vejen hjem sagde Daniel, at det havde været en dejlig dag. Ja det må vi sige ja til! Hvor var det skønt at høre ham snakke spansk, se ham være med i alt det der skete, og ikke mindst hygge sig med de andre børn i børnehaven. Her er det minde vi fremover vil have om denne dejlige eftermiddag: En bordskåner. Efter disse timer, og de tanker jeg nu har givet videre, sidder jeg nu tilbage med dette: TAK Gud, at Daniel har det så godt i børnehaven!


(Christina)

mandag den 6. maj 2013

Nosotros no somos turistas!

Oversættelsen er: "Vi er ikke turister". Det er vi nemlig ikke længere, for i fredags fik vi vores kort - carné -der viser, at vi har lov til at være her 1 år (det forventer vi så kan forlænges senere). Milka, Thomas, Anne Dorthe og vi har fået kortet, og vi skal nu til at søge om at blive familiesammenført med vores børn.


Jeg er ret glad her på billedet, for det er ikke helt simpelt at få sådan et kort. Der var en del forhindringer undervejs, og på femte dag i Lima lykkedes det. I får en beskrivelse af, hvordan det foregik sidste dag: 
Kl. 9.30 var vi på Interpol, hvor de havde nogle papirer klar til os, som vi kunne tage med til Migraciones. Det skal lige indskydes, at vi nogle dage forinden havde været der og fået taget fingeraftryk og tjekket vores tænder, og det de så heldigvis kom frem til var, at vi ikke er eftersøgte kriminelle. 1. prøve bestået!
Så hurtigt som muligt kom vi til Migraciones, og kl. 10.10 begyndte næste udfordring, der mindede lidt om en af de ti styrkeprøver i Asterix og Obelix. Vagten i stueetagen sendte os til 2. sal, hvor vagten dér sagde, at vi skulle gå til kø nr. 7. Det var en fejl, og vi blev sendt til kø nr. 15.. igen en fejl, og vi blev sendt retur til stueetagen. En vagt her bad os så om at sætte os i en kø... dvs. en laannngg kø med ca. 30-40 siddepladser, hvor man efterhånden får lov at rykke videre. Her nåede jeg både at læse lidt i en bog, overveje hele verdenssituationen og blunde lidt, og efter et ukendt trecifret antal minutter blev vi så sendt op på 2. sal. Her ventede os der en ligeså lang kø, og vi begyndte at blive lidt nervøse... Kunne vi mon nå det hele, inden vi skulle med flyet kl. 17? Hvis vi overhovedet fik kortet, for man kunne aldrig vide... Efter endnu en ubeskrivelig lang ventetid, kom vi nu (igen) til kø nr. 15. Her viste der sig lidt problemer med at Filip har å i sit efternavn og Anne Dorthe bindestreg i efternavnet. Fingeraftryk, underskrift og lidt grundig overtalelse fik så os alle videre til 1. sal. Her fik vi taget billeder til vores carné, og scannet fingeraftryk. Vi var ved at nå vejs ende, og sad så til sidst på nåle, mens vi ventede på at vores navne blev råbt op, så vi kunne hente vores kort. Efter 5,5 time lykkedes det: Vi fik kortene, fløj ud af døren, fangede en taxi, og nåede flyet i sidste øjeblik! Jubiii... det var stort! 
Vi kom med i sidste bølge af missionærer, der sådan rimelig smertefrit kan få carné. Siden vi afleverede vores ansøgninger midt i januar, er der blevet strammet meget op på reglerne, så det nu er nærmest umuligt. En stor tak til Steffen fra Chiclayo, der afleverede ansøgningerne i tide og har gjort alt papirarbejde for os i hele processen. Og ikke mindst en stor tak til Gud for at det lykkedes! 
(Christina)